Sov godt
Langvarig mangel på god og tilstrækkelig søvn giver udpræget træthed og kan skabe så mange forstyrrelser i nervesystemet, at du efterhånden føler dig nedtrykt og måske deprimeret.
Det er især vigtigt at få nok god søvn, hvis du er syg, træt eller deprimeret.
Det er vigtigt, at dine søvnbetingelser er så gode som muligt. Det inkluderer en seng med maksimal komfort, frisk luft, ingen støj osv. (ved generende støj kan ørepropper evt. bruges). Det ideelle er at sove i mørke og helt rolige omgivelser.
Støj, lys, kulde, mangel på frisk luft, stramt tøj, smerte, sygdom og mange andre ting kan forstyrre søvnen. Det er muligt at vænne sig til lys, støj og andre forstyrrelser, men kvaliteten af søvnen vil under disse omstændigheder være ringere.
Sovepiller forringer søvnen
Paradoksalt nok forringer sovepiller søvnens kvalitet, og på længere sigt kan sovemedicin forværre søvnforstyrrelser og søvnløshed.
Du kan måske falde i søvn ved hjælp af sovepiller, men du får ikke det nødvendige udbytte af søvnen.
Hvis du tager sovemedicin så gør alt, hvad du kan, for at forbedre dine søvnbetingelser, og du vil inden længe kunne sove uden brug af medicin. Arranger nedtrapning af sovepiller med din læge.
Hvad du kan gøre
Har du svært ved at falde i søvn eller er din søvn forstyrret, så gør følgende:
- Undgå stimulanser 4-6 timer før sengetid. Det gælder fx kaffe, te, kakao og cola, som indeholder koffein, der virker opkvikkende og forstyrrer søvnen.
- Undgå spænding, ophidselse, stress o.l. før sengetid. Negative påvirkninger fra mennesker, radio, tv, bøger mv. kan forstyrre søvnen og bør så vidt muligt undgås.
- Sluk for fjernsynet mindst en times tid før, du går i seng, og foretag dig noget afslappende eller beroligende før sengetid. Lyt til musik, læs i en god bog eller gør, hvad du end føler er behageligt. Du vil falde hurtigere i søvn og sove bedre.
- Planlæg og nedskriv eventuelt morgendagens gøremål, før du går i seng, så du ikke ligger og tænker på dem i stedet for at sove.
- Gå til ro, når du mærker behovet for søvn, frem for at gå i seng på et forudbestemt tidspunkt. Gå i seng, før du bliver overtræt.
- Prøv så vidt muligt at indrette din søvnrytme, så du sover, når det er mørkt, og er oppe, når det er lyst. Det vil sige at gå tidligt i seng og stå tidligt op.
- Luft godt ud i soveværelset før sengetid, og vær opmærksom på, at der ikke må blive for varmt eller indelukket i løbet af natten.
- Sørg for, at der ikke er noget, som forstyrrer din søvn unødigt. Hvis fx din partner snorker eller vender sig meget i søvne, og det forstyrrer din søvn, kan du evt. prøve med ørepropper. Om nødvendig må I sove hver for sig. Gør soveværelset til et rart og afslappende sted at være.
- Manglende søvn eller dårlig søvn kan i sig selv være årsag til eller udløse en depression. Hvis ovenstående ikke er nok til at give dig en god søvn så følg andre anvisninger i bogen Hvordan Rask? og de online materialer, der følger med bogen. Læs mere.



